Vi var et stykke ude på amager. Skov, marker og mørke. Ikke en sjæl i miles omkreds
Og en trykkende stilhed i bilen. Vinden havde godt fat i træerne og regnen silede.
”Er du aldrig bange for at møde en psykopat?” den unge pige på bagsædet prøvede at konversere lidt.
Inspirationen til spørgsmålet fandtes, ret åbenlyst, i den lidt uhyggelige stemning hun selv befandt sig i.
Og en trykkende stilhed i bilen. Vinden havde godt fat i træerne og regnen silede.
”Er du aldrig bange for at møde en psykopat?” den unge pige på bagsædet prøvede at konversere lidt.
Inspirationen til spørgsmålet fandtes, ret åbenlyst, i den lidt uhyggelige stemning hun selv befandt sig i.
Med min udtalte mangel på situations fornemmelse, og meget ringe humor, fandt jeg det passende at svare at der, rent statistisk, ikke var stor sandsynlighed for 2 psykopater samtidig, og at jeg selv, derfor var en slags garant mod den slags. ”Hø hø, den var sjov..” tænkte jeg ved mig selv. At dømme ud fra skrækken i pigens øjne, var ironien ikke kommet med i tonefaldet.
Mørket, regnen og skoven, syntes at lukke sig tættere om bilen. Der kan være mørkt i en skov.
"jeg syntes selv jeg var morsom..."
Jeg prøvede at rette op på skaden, skifte emne. ”Er du alene når du kommer hjem?” spurgte jeg. Spørgsmålet var åbenlyst blottet for fornuft. Og pigen på bagsædet tog kvantespring ind i den løbske fantasi, panikken var nu åbenlys. Stille meget stille, og en lille lugt af angst fra bagsædet.
”Jeg trykker lige lidt på gassen, så er du godt hjemme, meget snart..”
”ja tak” kom det, lavmælt, fra bagsædet.
No comments:
Post a Comment