Der findes nogle mennesker der, tror jeg nok, lever hele deres liv i lufthavne og på hoteller. Rejsende for firmaet. De virker som om de befinder sig i evigt jetlag, og har sjældent et særligt godt billede af hvor i verden de befinder sig.
Man kan kende dem på det meget anonyme jakkesæt, den noget forvirrede og dog hjemvante facon de færdes på. En stålsat gang mod det genkendelige, taxa holdepladsen.
Hele deres liv styres hjemme fra firmaet via deres telefoner. Jeg kalder dem Euromænd.
Man kan kende dem på det meget anonyme jakkesæt, den noget forvirrede og dog hjemvante facon de færdes på. En stålsat gang mod det genkendelige, taxa holdepladsen.
Hele deres liv styres hjemme fra firmaet via deres telefoner. Jeg kalder dem Euromænd.
Han var ung, sidst i tyverne vil jeg tro. Han læssede selv den smarte og megt påraktiske lille rulletaske ind i bagagen, og hoppede selv ind på bagsædet. Han rakte mobilen op imod mig.
Jeg kendte proceduren, nogle hjemme fra firmaet, havde sendt en besked med hotellets adresse, et ligegyldigt internationalt hotel, i byens centrum.
Han virkede lidt forvirret. Jeg blinkede, nikkede med et lille skævt smil. Internationalt tegnsprog der betyder ”den er god med dig”. I det her tilfælde skulle det signalere ”har forstået”. Jeg rullede af sted mod byen, Han smilede let, stadig meget forvirret.
Håbede at beskeden var forstået.
Jeg kendte proceduren, nogle hjemme fra firmaet, havde sendt en besked med hotellets adresse, et ligegyldigt internationalt hotel, i byens centrum.
Han virkede lidt forvirret. Jeg blinkede, nikkede med et lille skævt smil. Internationalt tegnsprog der betyder ”den er god med dig”. I det her tilfælde skulle det signalere ”har forstået”. Jeg rullede af sted mod byen, Han smilede let, stadig meget forvirret.
Håbede at beskeden var forstået.
Euromanden ved ikke altid særligt meget om hvor han er eller hvad sprog der tales.
Han færdes i det internationale parallelsamfund, der så fremragende beskrives i filmen ”Lost in translation”. Han er uforstående overfor lokale kulturer, og er ikke altid klar over den lokale møntfod.
Jeg fyrede et par gloser af på grønlandsk, eller det vil sige, noget der skulle lyde som grønlandsk. Hans øjne sagde det hele, han var lost. Og jeg fnisede for mig selv.
Da vi passerede SAS hotellet kort før lange bro, stod taxametret på 135 kr..
Det sidste stykke vej havde han været synlig nervøs, hans øjne flakkede og han holdt godt øje med taxa metret. Stemmen var ved at knække over da han med en klump i halsen spurgte, ”English”.
”No, Danish”, svarede jeg og smilede bredt til spejlet. Panik og koldsved på bagsædet.
"koldsved på bagsædet."
Efter en kort pause, tog han sig sammen og spurgte igen. ”Do you speak english”, han havde et lille desperat råb om hjælp i stemmen.
”Yes, mister”, svarede jeg, frisk i stemmen. ”I only have 100 euro”, ”I’m so sorry”. Jeg kiggede på metret og fangede sammenhænget. ”No, problem, give me 100 and i won’t call the police” Stort smil til bakspejlet, blink, blink, så snakker vi ikke mere om det.
”Thank you”, kom det, tøvende, han virkede ikke helt tilfreds. ”Du er sgu for god af dig”, tænkte jeg og trykkede metret over på euro, tæt på 20, ”this is the price in euro” sagde jeg og pegede den nye pris”, ”we take creditcards to!”.
Der lød et lettelsens suk fra bagsædet, han gled helt ned i sædet og et stort smil kom frem. ”you also take tips, sir”, spurgte han, nu noget mere afklaret i stemmen.
”Oh yes my friend, always…”
Han færdes i det internationale parallelsamfund, der så fremragende beskrives i filmen ”Lost in translation”. Han er uforstående overfor lokale kulturer, og er ikke altid klar over den lokale møntfod.
Jeg fyrede et par gloser af på grønlandsk, eller det vil sige, noget der skulle lyde som grønlandsk. Hans øjne sagde det hele, han var lost. Og jeg fnisede for mig selv.
Da vi passerede SAS hotellet kort før lange bro, stod taxametret på 135 kr..
Det sidste stykke vej havde han været synlig nervøs, hans øjne flakkede og han holdt godt øje med taxa metret. Stemmen var ved at knække over da han med en klump i halsen spurgte, ”English”.
”No, Danish”, svarede jeg og smilede bredt til spejlet. Panik og koldsved på bagsædet.
"koldsved på bagsædet."
Efter en kort pause, tog han sig sammen og spurgte igen. ”Do you speak english”, han havde et lille desperat råb om hjælp i stemmen.
”Yes, mister”, svarede jeg, frisk i stemmen. ”I only have 100 euro”, ”I’m so sorry”. Jeg kiggede på metret og fangede sammenhænget. ”No, problem, give me 100 and i won’t call the police” Stort smil til bakspejlet, blink, blink, så snakker vi ikke mere om det.
”Thank you”, kom det, tøvende, han virkede ikke helt tilfreds. ”Du er sgu for god af dig”, tænkte jeg og trykkede metret over på euro, tæt på 20, ”this is the price in euro” sagde jeg og pegede den nye pris”, ”we take creditcards to!”.
Der lød et lettelsens suk fra bagsædet, han gled helt ned i sædet og et stort smil kom frem. ”you also take tips, sir”, spurgte han, nu noget mere afklaret i stemmen.
”Oh yes my friend, always…”
No comments:
Post a Comment